Induktionsrumsopvarmning og modstandsrumsopvarmning er to forskellige metoder til opvarmning af et rum, og de fungerer efter forskellige principper:
1. Induktionsrumsopvarmning: Denne metode bruger elektromagnetiske felter til at producere varme. Induktionsvarmere genererer et magnetfelt, der får elektriske strømme, kaldet hvirvelstrømme, til at flyde inden for ledende materialer i rummet (såsom metalgenstande). Disse strømme genererer varme gennem den modstand, de møder i materialet. Varmen sendes derefter ud i rummet og varmer det op. Denne form for opvarmning er effektiv og kan være meget hurtig, da varmen genereres direkte fra elektriciteten uden nogen mellemliggende mekanismer.
2. Modstandsrumsopvarmning: Denne traditionelle form for elektrisk opvarmning bruger resistive elementer (som ledninger eller spoler lavet af materialer som nichrome), der opvarmes, når elektrisk strøm passerer gennem dem. Denne varme overføres derefter til luften i rummet enten ved konvektion eller stråling. Modstandsvarmere er enkle og pålidelige, men kan være mindre energieffektive sammenlignet med andre opvarmningsmetoder, da noget energi går tabt i processen med at omdanne elektricitet til varme.
Samlet set ligger den vigtigste forskel i, hvordan varmen genereres: induktionsopvarmning bruger magnetiske felter til at skabe varme internt i objekter, mens modstandsopvarmning direkte opvarmer et element for at opvarme den omgivende luft.
